©  Foto:

A. C. Perch's Tearoom

Det føles lidt som at træde i en fornem tidslomme, når man besøger A. C. Perch's Tearoom. Der er over 100 forskellige slags te, lækre søde bager-sager, en dejlig atmosfære og dygtigt personale, der altid er klar til at guide dig.

Midt i Københavns byliv kan du tage på en lille smuttur til England og nyde ægte afternoon tea med velduftende te, scones, fingersandwiches og små søde fristelser. Inde på A. C. Perch’s Tearoom, som ligger lige over den kendte te butik, kan du blive forkælet i de smukke og elegante omgivelser, der tager dig tilbage til en anden tid.

Der er et bredt menukort, hvor de har over 100 forskellige slags te, osteanretning, kager, scones og meget mere. Kronen på værket er te symfonien, som er en autentisk afternoon tea oplevelse, hvor du får lidt af det hele med. Især de scones der følger med, smager helt fantastisk, og minder mere om de britiske eller de danske.

Atmosfæren er med til at gøre te-ritualet gennemført autentisk. Der er højt til loft, dug på bordet og en te-station, hvor de dygtige ansatte brygger din te til perfektion. Lad dem guide dig efter din smag, så du bliver forkælet med en te, der enten rammer det trygge og velkendte, eller overrasker med noget særligt. Det bedste ved det hele er, at du efter dit besøg i A.C. Perch’s Tearoom kan besøge butikken og købe teen med hjem, så du også kan få et stykke luksus i din kop derhjemme.