
POOL
POOL er Københavns mest stemningsfulde og hjemlige bar – en herskabslejlighed i Boltens Gård fyldt med poolborde, vintage vibes og drikkevarer i alle slags styrker.
Træd ind i en gammel Københavner-herskabslejlighed - og glem alt, hvad du troede, en bar skulle være. På POOL handler det ikke om at drikke sig i hegnet, men om at være sammen. Her mødes du af en varm og sydeuropæisk-inspireret indretning, vintage B&O-højtalere og levende lys, der får det til at føles mere som en intim aften hjemme hos vennerne end en klassisk bar.
Lejligheden består af seks stuer en suite med et poolbord i hver, der kan samle gæsterne over et spil pool, et grin eller blot en hyggelig samtale på sidelinjen. Alt imens kan du nyde en drink - med eller uden alkohol - fra det brede menukort. POOL vil være med til at bidrage til en kultur, hvor det alkoholfri valg er ligeså naturligt som det andet. Alle deres klassiske drinks kan derfor vælges i tre udgaver: med normal mængde alkohol, en med lidt mindre og en helt uden - netop for at støtte en kultur, hvor man skal kunne være en del af stemningen, uanset om man drikker alkohol eller ej.
POOL er for dig, der elsker stemning, æstetik og autenticitet. For dig, der gerne vil ud – men ikke nødvendigvis ud af kontrol. Det er et sted, hvor du kan hænge ud med venner, tage på date eller bare nyde en aften i roligt selskab.
Tjek barens Instagram for at følge med i poolturneringer, events og andre gode ting, der er værd at vide inden et besøg.