
Snoremark - Økologisk Mjødbryggeri og gårdbutik
På Snoremark kan du opleve et økologisk bryggeri og ciderplantage, hvor prisvindende mjød, cider og specialiteter bliver til med lokale råvarer. Du kan smage historiske og moderne bryg, overnatte i glampingtelt mellem æbletræerne og gå på opdagelse i naturen ved Roskilde Fjord.
Smag prisvindende mjød og cider på Snoremark
På Snoremark kan du opleve et økologisk bryggeri og ciderplantage, hvor lokale råvarer bliver til prisvindende mjød, cider og andre specialiteter. Her møder gamle traditioner moderne bryggekunst, og du kan smage drikke, der strækker sig fra bronzealderen og vikingetid til i dag.
Snoremark er hævet over landskabet ved Roskilde Fjord, omgivet af gravhøje og kirker. Her brygges omkring 6.000 liter mjød om året, og stedet har vundet adskillige priser – senest en guldmedalje ved verdenskonferencen Apimondia, ofte kaldt “verdensmesterskabet i mjød”, for mjøden Luthendrank.
Mjød, cider og unikke smagsoplevelser
Når du besøger Snoremark, kan du smage dig gennem hele historien om mjød. Fra opskrifter udviklet i samarbejde med Nationalmuseet, inspireret af vikingetid og bronzealderen, til moderne fortolkninger med honning, æbler, frugt og urter. Ud over mjød produceres også cider, vermouth, ginlikør og alkoholfri æblegløgg.
Vilde urter fra Arktis
Snoremark står også bag Kvann Kompagniet, der skaber drikkevarer og delikatesser af håndplukkede vilde urter fra Grønland, Island og Nordcanada. Smag fx kvan, sortebær eller arktisk timian i produkter som gin, snaps og urtesalt.
Unik overnatning i glampingtelt
På Snoremark kan du overnatte i et luksusindrettet glampingtelt i en lille grøn oase. Teltene står mellem træerne i ciderplantagen med udsigt over markerne, fuglereservatet ved Gundsømagle Sø og Roskilde Fjord. Her får du en naturoplevelse tæt på bryggeriet og med ro til at nyde omgivelserne.
Oplevelser på gården
Ud over bryggeriet finder du en ciderplantage, urtebede og en besøgsbigård, hvor du kan komme tæt på bierne. Du har mulighed for at købe produkter direkte på gården eller via Snoremarks webshop.