Formhuset er et kollektiv af passionerede designere og kunsthåndværkere, som selv står bag disken. Når du besøger butikken, får du mulighed for at opleve unikke produkter og få indblik i historien bag.
Gå på opdagelse i dansk kunsthåndværk
I butikken finder du et farverigt udvalg af håndlavede produkter: keramik, glas, smykker, papirklip, strik og meget mere. Her er også kreative ting lavet af genbrugsmaterialer, botanisk trykte silketørklæder og de populære Wearcaps, der passer til alle årstider. Udvalget skifter løbende, så der er altid noget nyt at opdage.
Mød kunstnerne og vær med
Kunstnerne bag værkerne er ofte selv til stede og fortæller gerne om deres arbejde. Du kan også opleve nye udstillinger hver måned i galleriet, med fernisering den første weekend. Der er desuden spændende workshops, hvor du selv kan prøve kræfter med kreative teknikker og få hænderne i materialerne.
Oplev det kreative Musicon
Formhuset ligger i hjertet af Musicon – Roskildes kreative bydel. Her finder du også det prisbelønnede rockmuseum RAGNAROCK, kunsthaller, caféer og containermarked. Et inspirerende område, hvor både børn og voksne kan udforske kunst, kultur og design.