©  Foto:

Kurhotel Skodsborg

Nord for København og nord for Dyrehavn ligger Skodsborg - det lokale, traditionsrige kurhotel ved kysten. De sætter rammerne for den fuldendte selvforkælelse og tilbyder alt fra sauna og dampbad til yoga med udsigt til Øresund.

Nord for København og nord for Dyrehavn ligger Skodsborg - det lokale, traditionsrige kurhotel ved kysten.

Her kan du købe dig til den ultimative kur- og spa-oplevelse, og hvor du desuden kan nyde smuk arkitektur.

Kurhotel Skodsborg har fået opført en moderne og kubisk tilbygning, udført af Henning Larsen Architects, med ambitionen om at forene den ydre arkitektur og stedets historie med den indre udformning. 

Hvid harmoni og farvet glaskunst

Tilbygningen er bygget sammen med en af de gamle bygninger og byder på et stort hydrospabassin, der er landets største boblebad på 100 m2.

Rummet emmer af en slags atmosfærisk renhed, pga. den hvide farve, der sammen med ovenlyset skaber en næsten meditativ harmoni med det klare vand.

Der er vinduer både udad til og ind til de forskellige rum på etagerne oven over. Rummet er desuden udsmykket med glaskunst af kunstneren Malene Bach. 

Inspirationen er arabisk

Arkitekterne har ladet sig inspirere af arabisk arkitekturs klassiske gårdbassiner med tilhørende søjlegange. Rundt om det store bassin i midten går en gang med en masse små afsondrede rum. 12 i alt, der giver følelsen af at være på et labyrintisk spaeventyr.

De små rum består af saunaer, dampbade og bassiner, der hver i sær er indbydende med forskellige temperaturer og temaer. Det er ren nydelse og forkælelse at træde ind her - her er for eksempel varme dampe, der dufter af mynte eller af træ og skov.

Udover spaområdet er der på Skodsborg et fitnesscenter, et 21-meter langt svømmebassin i kælderen og en 2. sal med udgang til en stor balkon, hvor der om sommeren er mulighed for at dyrke yoga med udsigt over Øresund.