©  Foto:

Mellemrummet

Mellemrummet er en non-profit cafe, drevet af frivillige kræfter. Her kan du få en kaffe med dobbelt espresso og få dobbelt så god samvittighed. Ikke nok med at caféen har et bredt sortiment af økologiske og fairtrade drikkevarer og mad/snacks på menuen. Derudover går overskuddet til Mellemfolkeligt Samvirke, og caféens frivillige stemmer om hvilket udviklingsprojekt i Afrika, Asien eller Latinamerika, som Mellemfolkeligt Samvirke skal give 300.000 kroner årligt. Når du besøger Mellemrummet, støtter du dermed kampen for en mere retfærdig og bæredygtig verden.

Mellemrummet ligger i hjertet af Nørrebro. Du kan nyde en god kop kaffe, en kold øl eller en lækker hummus-bolle med både samvittigheden og ligeledes underholdningen helt i top. Mellemrummet holder events flere gange om ugen, både koncerter, standup-comedy, skak-aftner, pridefest og meget andet.

Mellemrummet er således helt og aldeles i Nørrebros ånd. Her er plads til alle. Plads til at tænke store tanker, mærke kulturlivets pulseren, men også til bare at slappe af og nyde et lille frirum. Om dagen fyldes caféen af studerende, gæster fra vores hostel og andre kaffenydere. Om aftenen transformeres caféen til en bar, hvor du kan købe økologiske drinks, lokale øl og nyde den gode musik. Ligegyldig hvilket tidspunkt på dagen du besøger café Mellemrummet er én ting sikkert - de omkring 100 frivillige vil altid sørge for en hyggelig atmosfære.