
Roskilde Dyrskue - Danmarks største dyrskue
Kom og klap hesten, spark til enorme traktordæk, smag på dansk landbrug og hør hønsene kagle.
Oplev Danmarks største dyrskue i Roskilde
Roskilde Dyrskue er Danmarks største dyrskue og samler hvert år landbrug, natur og madoplevelser på ét sted. Her kan gæsterne opleve tusindvis af dyr, en imponerende maskinudstilling, lokale fødevarer og aktiviteter for hele familien – både store og små. Næste Roskilde Dyrskue finder sted fra den 29. maj til 31. maj 2026.
Tradition og oplevelser på 35 hektar
På dyrskuet mødes landmænd, dyreelskere og nysgerrige besøgende. Over 2.000 dyr vises frem i ringene og staldene, hvor de konkurrerer om flotte bedømmelser. Publikum kan følge konkurrencerne på nært hold og få et unikt indblik i dansk landbrugstradition.
Maskiner, mad og madhåndværk
Den store maskinudstilling præsenterer det nyeste inden for landbrugsmaskiner og traktorer, mens Spisekammeret byder på lokale fødevarer, madværksteder og kulinariske oplevelser. Her kan gæsterne gå på opdagelse i dansk madhåndværk og smage på produkter fra producenter fra hele landet.
Oplevelser for børn
Roskilde Dyrskue er også et populært udflugtsmål for børnefamilier. Børn kan strigle heste, se får blive klippet, prøve at malke en ko og møde dyrene på tæt hold. På børnescenen er der shows og aktiviteter, der gør landbruget levende for de yngste besøgende.
Praktisk information
Roskilde Dyrskue er let at komme til, og der er gratis parkering tæt ved pladsen.