Summerbird Chocolaterie
I en af de bedste shoppinggader i Indre by ligger Summerbird Chocolaterie, hvor unge ildsjæle i over 15 år har fremstillet håndlavet chokolade ud fra filosofien om at skabe den størst mulige smagsoplevelse.
Grundbestanddelen er den berømte marcipan, der består af 75 procent Valenciamandler og 25 procent sukker. Råchokoladen er uden tilsætningsstoffer eller konservering. Derfor har den begrænset holdbarhed og er altid helt frisklavet, når du køber den. Summerbird fås i mange varianter enten som plader, forskellige slags mandler eller som fyldte chokolader. Bedst kendt er nok de poetisk formede sommerfugle, der består af marcipan omgivet af mørk chokolade - heraf navnet Summerbird. Men elsket er også dessertstykket med hindbær og fersken: Alsasiske hindbær og Gascognes hvide ferskner forvandlet til en let og luftig ganasche i forening med mandelmasse af spanske Valenciamandler. I den smukke Symphonie de chocolat gaveæske er der en fin selektion af 10 gram stykker, der varierer efter sæson. Dog vil der altid være klassikere som mandelmasse med provenceorange, gianduja, frisk hindbærganasche og pure amande.